Vølund smed sangen
Uploaded on Jan 27, 2009
Gotlänsk folkmusikal när den är som bäst men gruppen Gunnfjauns Kapell och skivan Volund!
TEXT:
Blåser det en vind, känn en fläkt av välbehag
njut av var minut, varje skimrande stund
Längtans starka lust hörs i dina andetag
sorg och glädje möts i varenda sekund
Ingenting är förgäves om du ger av dig själv
av nåd och ömhet i kärleken
Någonting dröjer kvar i vindens fart, solens ljus
i strandens grus och i tysta natten
En dag är du en av dem, som har levat förut i en svunnen tid
En dag, kanske länge än, ska du vaggas till ro, själen finna frid
Dina gärningar, ditt ord, din tro vandrar vidare i dina barnbarns blod
Så som havet bär var våg i sin famn famnar tillvaron evigt människan
Blåser det en vind, känn en fläkt av evighet
Kommer det en dag då du själv inte finns
Vinden bär i sig hela livets hemlighet
Allt vad gjort och sagt ryms i det som vi minns
Som en vind flyktar timmarna förbi, dag blir år
om tiden går eller människan
Som en vind, när den sista dagen gryr släcks ett ljus
så tänds en stjärna på nattens himmel
En dag är du en av dem, som har levat förut i en svunnen tid
En dag, kanske länge än, ska du vaggas till ro, själen finna frid
Dina gärningar, ditt ord, din tro vandrar vidare i dina barnbarns blod
Så som havet bär var våg i sin famn famnar tillvaron evigt människan
Liv, liv är kraft, längtan, lust
liv är vilja; gå din egen väg
varje gång stigen delas är vägvalet ditt
ditt är livet, allt händer nu
Nu och här i ett andetag
stjärnans glans lyser stark och svag
luften rörs av en fjärils slag
ditt liv vilar i vinden
Blåser det en vind, känn en fläkt av evighet
kommer det en dag då du själv inte finns
Vinden bär i sig hela livets hemlighet
allt vad gjort och sagt ryms i det som vi minns
Som en vind flyktar timmarna förbi, dag blir år
om tiden går eller människan
Som en vind när den sista dagen gryr släcks ett ljus
så tänds en stjärna på nattens himmel
En dag är du en av dem, som har levat förut i en svunnen tid
En dag, kanske länge än, ska du vaggas till ro, själen finna frid
Dina gärningar, ditt ord, din tro vandrar vidare i dina barnbarns blod
Så som havet bär var våg i sin famn famnar tillvaron evigt människan
Lite info om volund:
Ett drama för kör och folkmusikgrupp.
I Ardre socken på sydöstra Gotland stod en gång en mäktig bildsten, huggen kring år 750. Idag står den på Historiska museet i Stockholm och visar sagan om mästersmeden Volund. I isländska Eddan berättas hur Volund lever gott till den dag hans kvinna lämnar honom. I väntan på sin älskade smider Volund gyllene ringar och världens mäktigaste svärd, det svärd som vid världens undergång, Ragnarök, ska skicka eld över världen.
English google translate
Blowing the wind, feel the breath of pleasure
enjoy every minute, every shimmering moment
Längtans strong desire to hear your breath
sorrow and joy meet in every second
Nothing is in vain if you give of yourself
of grace and tenderness of the love
Something lingers in the wind speed, solar lights
in the gravel of the beach and in the silent night
One day you're one of those who has lived before in a bygone era
One day, perhaps a long time yet, you are lulled to rest, the soul finds peace
Your actions, your words, your faith walk on in your grandchildren's blood
As the sea bears wave was in his arms fathoms life forever man
Blowing the wind, feel the breath of eternity
Will it one day when you are
The wind carries in itself the whole secret of life
Whatever said and done can fit in there as we remember
As the wind fly far hours past the day is in if time passes and man
As a breeze, when the last day is dawning extinguished a candle
lights up a star in the night sky
One day you're one of those who has lived before in a bygone era
One day, perhaps a long time yet, you are lulled to rest, the soul finds peace
Your actions, your words, your faith walk on in your grandchildren's blood
As the sea bears wave was in his arms fathoms life forever man
Life, life is power, longing, desire
life is like; go your own way
every time the trail is shared routing your
your life, everything happens now
Now, and this in one breath
star's glory shines strong and weak
air pipe of a butterfly stroke
your life lies in the wind
Blowing the wind, feel the breath of eternity
there comes a day when you are
The wind carries in itself the whole secret of life
everything was done and said fit in there as we remember
As a wind fly far hours past the day is in
if time passes and man
As the wind when the last day is dawning extinguished a candle
lights up a star in the night sky
One day you're one of those who has lived before in a bygone era
One day, perhaps a long time yet, you are lulled to rest, the soul finds peace
Your actions, your words, your faith walk on in your grandchildren's blood
As the sea bears wave was in his arms fathoms life forever man
Some info about Volund:
A drama for choir and folk group.
In Ardre parish in southeast Gotland was once a powerful image stone, carved around the year 750. Today it stands at the Historical Museum in Stockholm and demonstrates the saga of master smith Volund. The Icelandic Edda tells how Volund live well until the day his woman left him. In anticipation of his beloved forges Volund golden rings and most powerful sword, the sword that at the end of the world, Ragnarok, will send fire upon the world.
King Nidads eyes fall on the Volund taxes. He steals them, imprisons Smith and cut off his hamstrings. But Volund takes a dreadful revenge. So he forges himself eagles' wings and rises into the sky. He seeks and finds his woman, but the gods desire her. The battle for her will be his last, and it ends when himself god Thor slays Volund and hurls his eye on the night sky. There, he looks down on us as an eternal shining star.
Lord of the Volund told in the book that one autumn day in 1996 beating himself up in a kitchen in Visby. Janne decided to composer photo store - talk about Raul's role! - Eva to weave with words and Mats for arranging songs for the choir for a diversified whole. Encouraged and inspired by Owe Ronström the work has grown out of Gunnfjauns Chapel and General Song.
How many hours we spent Volund nobody has dared to expect. But it is the saga worthy, for it concerns us all. It contains everything that is in human life and makes us think about man's insignificance in the universe. Constantly he Volund! He continues to captivate people as he had done in our part of the world for well over a thousand years.
Text: Eva Sjöstrand
Music Jan Ekedahl
Choral arrangements: Mats Hallberg
Music Arrangement: Gunnfjauns Chapel
Æventyret om Vølund smed
Man regner Vølund med til dværgene eller alferne, men i historien om hans tilfangetagelse hos kong Nidud, optræder han nærmest som menneske. Digtet opdræder i ældre ædda, og er en blanding af et heltesagn eller eventyr og en myte.
De tre svaner
Tre kongesønner Slagfin, Egil og Vølund var taget på jagttur, da de en dag kom til et sted kaldet Ulvedale. Her byggede de sig et hus ved Ulvesøen og slog sig ned. En dag ankom tre svaner til søen. De var i virkeligheden valkyrier i svanehamme. Ved søens bred tog de svanehammene af og satte sig til at spinde.
De tre brødre forelskede sig straks i valkyrierne der hed Alrun, Svanhvid og Alvid og tog dem til ægte. Slagfin fik Svanhvid, Egil Alrun og Vølund fik den lyse Alvid. Så levede de lykkeligt ved søens bred i syv år, men da begyndte valkyrierne at længes efter at se kampene på slagmarkerne, og da ni år var gået tog de en dag, medens brødrene var taget på jagt, deres svanehamme på og fløj bort for aldrig senere at vende tilbage.
Da de tre brødre kom hjem fra jagten fandt de huset tomt.
Da kvinderne ikke dukkede op, blev de enige om at drage ud for at lede efter dem. Egil drog mod øst og Slagfin mod syd, medens Vølund blev hjemme i huset for at der skulle være nogen, hvis de skulle vende tilbage.
Vølund var en dygtig smed og for at fordrive tiden begyndte han at smede guldringe. Efterhånden som tiden gik voksede hans samling, som han hængte op på en snor under loftet. Til sidst var der 700.
Tre kongesønner Slagfin, Egil og Vølund var taget på jagttur, da de en dag kom til et sted kaldet Ulvedale. Her byggede de sig et hus ved Ulvesøen og slog sig ned. En dag ankom tre svaner til søen. De var i virkeligheden valkyrier i svanehamme. Ved søens bred tog de svanehammene af og satte sig til at spinde.
De tre brødre forelskede sig straks i valkyrierne der hed Alrun, Svanhvid og Alvid og tog dem til ægte. Slagfin fik Svanhvid, Egil Alrun og Vølund fik den lyse Alvid. Så levede de lykkeligt ved søens bred i syv år, men da begyndte valkyrierne at længes efter at se kampene på slagmarkerne, og da ni år var gået tog de en dag, medens brødrene var taget på jagt, deres svanehamme på og fløj bort for aldrig senere at vende tilbage.
Da de tre brødre kom hjem fra jagten fandt de huset tomt.
Da kvinderne ikke dukkede op, blev de enige om at drage ud for at lede efter dem. Egil drog mod øst og Slagfin mod syd, medens Vølund blev hjemme i huset for at der skulle være nogen, hvis de skulle vende tilbage.
Vølund var en dygtig smed og for at fordrive tiden begyndte han at smede guldringe. Efterhånden som tiden gik voksede hans samling, som han hængte op på en snor under loftet. Til sidst var der 700.
Vølund tages til fange.
Den konge der regerede i området hed Nidud, og da han fik nys om den ensomme smed i Ulvsdale, der kunne smede guld, og drog han med sine mænd ud for at få fat på Vølund, for at få ham til at smede kostbarheder til ham. For en sikkerheds skyld iklædte de sig jernbrynjer og ankom til Vølunds hus om natten, men de fandt huset tomt, fordi Vølund var taget på bjørnejagt.
Da kong Nidud fik øje på guldringene under loftet, tog han en af dem, og det var netop den ring Vølund havde smedet til sin valkyriehustru Alvid.
Nogen tid efter kom Vølundt tilbage med byttet fra bjørnejagten. Han tændte op i arnen og begyndte at tilberede sit måltid. Medens kødet stegte sad han og kiggede på sine ringe og opdagede snart, at der manglede en. Da det var den han havde lavet til Alvid, tænkte han, at hun nok var kommet tilbage og havde taget sin ring på, og da han havde spist sad han og fantaserede om, at hans længseler efter hende nu snart skulle stilles og han faldt til sidst i dyb søvn.
Da han vågnede igen var hans hænder bundet og fødderne lagt i lænker. Da Vølund spurgte Nidud, hvorfor han var lagt i lænker svarede Nidud, at Vølund ikke ejede guldet i Ulvsdale, men at det tilhørte ham. Derfor var han lænket.
Nidud tog Vølund med hjem efter at han også havde taget hans sværd og resten af ringene. Alvins guldring gav han til sin datter Bødvild.
Da de kom tilbage til kongsgården stod kong Niduds dronning og tog imod dem. Da hun så Vølund skule ondt efter gundringen Bødvild bar og sit sværd som Nidud nu havde ved sin side, gav hun det råd, at de skulle skære Vølunds knæhaser over så han blev krøbling og sætte ham ud på en lille ø der hed Sævarholm, og det råd fulgte Nidud. På øen skulle han fremstille kostbarheder til Nidud, og kongen udstedte et strengt forbud mod, at andre end ham selv måtte tage ud på øen til Vølund.
Den konge der regerede i området hed Nidud, og da han fik nys om den ensomme smed i Ulvsdale, der kunne smede guld, og drog han med sine mænd ud for at få fat på Vølund, for at få ham til at smede kostbarheder til ham. For en sikkerheds skyld iklædte de sig jernbrynjer og ankom til Vølunds hus om natten, men de fandt huset tomt, fordi Vølund var taget på bjørnejagt.
Da kong Nidud fik øje på guldringene under loftet, tog han en af dem, og det var netop den ring Vølund havde smedet til sin valkyriehustru Alvid.
Nogen tid efter kom Vølundt tilbage med byttet fra bjørnejagten. Han tændte op i arnen og begyndte at tilberede sit måltid. Medens kødet stegte sad han og kiggede på sine ringe og opdagede snart, at der manglede en. Da det var den han havde lavet til Alvid, tænkte han, at hun nok var kommet tilbage og havde taget sin ring på, og da han havde spist sad han og fantaserede om, at hans længseler efter hende nu snart skulle stilles og han faldt til sidst i dyb søvn.
Da han vågnede igen var hans hænder bundet og fødderne lagt i lænker. Da Vølund spurgte Nidud, hvorfor han var lagt i lænker svarede Nidud, at Vølund ikke ejede guldet i Ulvsdale, men at det tilhørte ham. Derfor var han lænket.
Nidud tog Vølund med hjem efter at han også havde taget hans sværd og resten af ringene. Alvins guldring gav han til sin datter Bødvild.
Da de kom tilbage til kongsgården stod kong Niduds dronning og tog imod dem. Da hun så Vølund skule ondt efter gundringen Bødvild bar og sit sværd som Nidud nu havde ved sin side, gav hun det råd, at de skulle skære Vølunds knæhaser over så han blev krøbling og sætte ham ud på en lille ø der hed Sævarholm, og det råd fulgte Nidud. På øen skulle han fremstille kostbarheder til Nidud, og kongen udstedte et strengt forbud mod, at andre end ham selv måtte tage ud på øen til Vølund.
Vølunds hævn
Kong Nidud havde to unge sønner som en dag trodsede faderens forbud mod at besøge Vølund. Da de kom ud på Sævarholm bad Vølund dem komme igen den næste dag alene og i hemmelighed.
Da de kom bad de om at se guldet i Vølunds kiste. Han åbnede låget og medens de stod og kiggede ned i kisten, tog han sit sværd og huggede deres hoveder af.
Kroppene skjulte han under blæsebælgen. Af deres kranier lavede han nogle flotte drikkeskåle som han sendte til Nidud. Af deres tænder lavede han en halskæde og gav den til datteren Bødvild og af øjnene lavede han ædelstene og forærede dem til dronningen.
Den guldring Bødvild havde gik en dag itu og det turde hun ikke fortælle sin far, så hun tog i hemmelighed ud til Vølund og bad ham reparere den, hvilket han lovede og endda så den blev endnu smukkere end før. Han tog hende med over i smedjen, hvor han gav hende noget mjød at drikke så hun faldt i dyb søvn, og medens hun sov, viede han hende til sig og gjorde hende gravid.
Så trak han i en fjederham han i al hemmelighed havde lavet af fjer, han havde fået af broderen Egil, der var en dygtig fugleskytte. Han fløj først hen til Niduds kongsgård, hvor han satte sig på gærdet og kaldte på kongen. Da Nidud så Vølund anede han straks, hvad der var sket med hans sønner og spurget Vølund om han havde dræbt dem. Vølund ville ikke svare før Nidud havde sværget på, at han ikke ville gøre Vølunds viv ondt, hvem hun så er og selv om hun bærer sit barn i kongens egen hal. Det lovede Nidud og Vølund fortalte så, hvor kan kunne finde deres kroppe og om de kostbarheder han havde lavet af deres hoveder. Til sidst sagde han at Bødvild var blevet hans viv og nu bar på hans barn og at hans kommende arvtager ville være af Vølunds blod. Så svang han sig op i luften og forsvandt hurtigere end nogen pil kunne ramme ham.
Kong Nidud havde to unge sønner som en dag trodsede faderens forbud mod at besøge Vølund. Da de kom ud på Sævarholm bad Vølund dem komme igen den næste dag alene og i hemmelighed.
Da de kom bad de om at se guldet i Vølunds kiste. Han åbnede låget og medens de stod og kiggede ned i kisten, tog han sit sværd og huggede deres hoveder af.
Kroppene skjulte han under blæsebælgen. Af deres kranier lavede han nogle flotte drikkeskåle som han sendte til Nidud. Af deres tænder lavede han en halskæde og gav den til datteren Bødvild og af øjnene lavede han ædelstene og forærede dem til dronningen.
Den guldring Bødvild havde gik en dag itu og det turde hun ikke fortælle sin far, så hun tog i hemmelighed ud til Vølund og bad ham reparere den, hvilket han lovede og endda så den blev endnu smukkere end før. Han tog hende med over i smedjen, hvor han gav hende noget mjød at drikke så hun faldt i dyb søvn, og medens hun sov, viede han hende til sig og gjorde hende gravid.
Så trak han i en fjederham han i al hemmelighed havde lavet af fjer, han havde fået af broderen Egil, der var en dygtig fugleskytte. Han fløj først hen til Niduds kongsgård, hvor han satte sig på gærdet og kaldte på kongen. Da Nidud så Vølund anede han straks, hvad der var sket med hans sønner og spurget Vølund om han havde dræbt dem. Vølund ville ikke svare før Nidud havde sværget på, at han ikke ville gøre Vølunds viv ondt, hvem hun så er og selv om hun bærer sit barn i kongens egen hal. Det lovede Nidud og Vølund fortalte så, hvor kan kunne finde deres kroppe og om de kostbarheder han havde lavet af deres hoveder. Til sidst sagde han at Bødvild var blevet hans viv og nu bar på hans barn og at hans kommende arvtager ville være af Vølunds blod. Så svang han sig op i luften og forsvandt hurtigere end nogen pil kunne ramme ham.
English translation
The tale of Wayland the Smith
It is estimated that Wayland is with dwarves or elves, but the story of his capture by King Nidud, he appears almost as a human being. The poem is from the older ædda, and is a mixture of myths or fairy tale and myth.
The three swans-
Three princes Slagfin, Egil and Wayland had gone on a hunting trip, one day they came to a place called the Wolf Dale. Here they built a house at Wolf Lake and settled. A day three swans arrived at the lake. They were, in fact, Valkyries in swan feather cloak. By the shores of the Lake took of the swan feather cloak and sat down to spin.
The three brothers fell in love with the Valkyries named Alrun, Swanwhite, and Alvid and took them for wives. Slagfin got Swanwhite, Egil Alrun and Wayland had the bright Alvid. So they lived happily on the lake shore in seven years, but then began the Valkyries to long to see the fighting on the battlefields, and since nine years had passed they took on, one day while the brothers were taken to the hunt, their Swan feather cloak and flew away forever not to return.
When the three brothers came home from the hunt, they found the house empty.
When the women did not show up, they agreed to go out to look for them. Egil went east and Slagfin to the south, while Wayland was at home in the house that there would be someone if they were to return.
Wayland was a skilled blacksmith and to pass the time he began to forge the gold rings. As time went by his collection, which he hung up on a string from the ceiling. Finally, there were the 700th
Wayland was taken prisoner.-
The king who ruled in the area called Nidud, and when he heard about the lonely smith in Wolfsdale that could forge gold, and he went with his men to grab Wayland, to get him to forge gold for him . For safety's sake, they clothed themselves in chainmail and arrived at Waylands house at night, but they found the house empty because Wayland had gone bear hunting.
When King Nidud saw the gold rings below the ceiling, he took one of them and it was just the ring Wayland had forged for his valkyrie wife Alvid.
Some time later came Wayland back with the spoils of bear hunting. He lit up the fire and began to cook his meal. While the meat was fried, he sat and looked at his rings and soon discovered that the missing one. Since it was the one he had made for Alvid, he thought that she probably had come back and taken his ring, and when he had eaten, he sat and fantasized about his longings for her now was soon to end and he fell, in deep sleep.
When he awoke, his hands bound and feet chained. When Wayland asked Nidud why he was put in chains responded Nidud that Wayland did not own the gold in Wolfsdale, but that it belonged to him. Therefore, he was chained.
Nidud took Wayland home after he had taken his sword and the rest of the rings. Alvin's gold ring he gave to his daughter Bødvild.
When they returned to the palace stood the royal Niduds queen and received them. When she saw Wayland look evil at the gold ring on Bødvilds hand and Wayland's sword as Nidud now had at his side, she gave the advice that they should cut Wayland's knees so would be crippled and put him out on a small island called Sævarholm and the council followed Nidud. On the island, he would produce precious metal to Nidud, and the king issued a strict ban, that no other than himself could go to the island.
Wayland revenge-
King Nidud had two young sons as a day defied his father band from visiting Wayland. When they came out on Sævarholm, Wayland asked them to come back the next day alone and in secret.
When they came they asked to see the gold in Wayland's coffin. He opened the lid and while they stood and looked down into the coffin, he took his sword and chopped off their heads.
Carcasses he hid under the bellows. Of their skulls, he made some great drinking bowls which he sent to Nidud. By their teeth, he made a necklace and gave it to her daughter Bødvild and the eyes he made gems and gave them to the Queen.
The gold ring Bødvild had, one day broke and she dared not tell her father, so she took in secrecy out to Wayland and asked him to repair it, which he promised and even then it was even more beautiful than before. He took her into the forge, where he gave her some mead to drink and she fell into a deep sleep, and while she slept, he devoted her to him and made her pregnant.
Then he pulled out a feathers cloak he had secretly made of feathers, he had received from his brother Egil, who was a skilled marksman birds. He flew first to Niduds royal estate, where he sat on the fence and called on the king. When Nidud so Wayland knew immediately what had happened to his sons and asked Wayland if he had killed them. Wayland would not answer before Nidud had sworn that he would not do Wayland's wife any hurt, whoever she is or if she bears his child in the King's own hall. Nidud gave his promise and Wayland told him the truth, and where he could find their bodies and the valuables he had made of their heads. Finally he said that Bødvild had become his wife and was now carrying his child and his future successor would be of Wayland's blood. Then he swung himself up into the air and disappeared faster than an arrow could hit him.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar